Sandheden om at have et lavt selvværd

Sandheden om at have et lavt selvværd

Lad mig starte med at stille dig et spørgsmål:

Føler du dig elsket - set og værdifuld?

 

Det gør jeg!

I dag lever jeg et liv, hvor jeg føler mig både elsket og set og jeg føler, at jeg både har værdi i mig selv og i forhold til andre.

 

 

 

Men sådan har det ikke altid været

 

I dag ved jeg helt ind i mit inderst hjertekammer, at jeg blev født ind i denne verden med en velsignelse:

Min mor har altid fortalt historier om mine første barneår.

Historier der er fulde af barnlig umiddelbarhed og kærlighed til livet og naturen.

Historier om en pige med et smilende og lyst sind, hang til sang på alle tider af døgnet og en evne til at se lige ind i andre menneskers inderste.

Det gjorde åbenbart indtryk på andre mennesker og, fortæller min mors historier, så gjorde det også MIG til et helt særligt og elskeligt barn.

Det er historier om en pige, der evnede at gå ind i alt og alle med træsko på.

Smukt, ikke!

 

 

Så hvad skete der?

 

Mødet med verden og voksne, som ikke brød sig så meget om at blive ’set’ og gået ind i med træsko på, tror jeg.

Når jeg ser tilbage på årene fra jeg var omkring 10 år og op til 20’erne, så opdagede jeg vel egentlig bare, at verden og de voksne var noget mere komplekse end som så.

Jeg mødte voksne med mindreværdsfølelse og behovet for at knægte andres glæde og selvværd – og også selvtillid, fordi de selv manglede det.

Det forstår jeg i dag.

Men det forstod jeg altså ikke den gang.

Det var da sikkert rigtigt irriterende at have sådan en elev som mig i klassen, som var ganske ferm til at gennemskue faglig middelmådighed og det, som jeg i dag kan se, netop måtte være et udtryk for manglende eller skrantende selvværd og af den grund også et stort behov for at føle mer-værd.

For hvad kan ellers forklare behovet for at knægte og betvinge et barn på 9-13 år, som egentlig "bare" var glad, havde en livlig fantasi, noget på hjerte og som nok skulle lære at holde sin mund i timerne, men ikke ved at blive ydmyget, betvivlet og udskældt i tide og utide i fuld offentlighed?

I dag ved jeg også efter hundredevis af samtaler med andre kvinder i mit daglige arbejde, at jeg langt fra er det eneste barn, der har båret den slags oplevelser med mig videre.

MEN: Det her er ikke en historie om at være offer.

Det er derimod en fortælling om at give slip og efterlade de domme, andre engang (ofte ubevidst) fik udsagt om dig.

 

 

Om at acceptere det, som er sket

 

Sagen er, at disse erindringer VAR dengang, og virkeligheden er, at det var sådan det var og skete.

Det var uden underdrivelse nogle lange år i bestemte timer i folkeskolen.

For jeg var et barn og ganske uden skyld – det er vigtigt for mig at holde fast i i dag.

Det VAR den voksne, der havde et problem.

INTET barn kan eller skal nogensinde bære ansvaret for de voksnes følelser, tilstande, behov eller omdømme.

Sagen er også, at det ikke nytter noget at diskutere, om det var rigtigt eller forkert, at jeg faktisk i dag kan se, at jeg blev mobbet af en lærer.

Og at det satte alvorlige spor i mig.

Sket er sket.

Men anerkendelsen af AT det skete er vigtig for mig og af at:

Nej, det var ikke i orden!

 

Heldigvis er jeg lavet af kork – jeg flyder altid ovenpå eller rejser mig igen, hvor jeg enten er faldet eller er blevet væltet.

Og den del af min historie om mig selv er netop ret afgørende for at ’overleve’ at virkeligheden var, at en voksen ikke kunne lide mig.

Det er - og var især dengang i fortiden - afgørende for, at jeg kunne bære at blive gjort fortræd på den måde.

 

 

Accept og tilgivelse kommer til sidst

 

Måske var det bare fordi jeg hvilede i mig selv, var glad, talende og havde noget på hjerte?

Jeg kan ikke vide det, og det er sådan set også fuldstændig lige meget i dag – her mere end 25 år efter!

Men det jeg ved i dag er, at vi alle sammen gør vores bedst udfra de omstændigheder eller betingelser, vi har.

For at nå til accept af din fortid og de sår og ar, den måtte have givet dig, er det helt afgørende i første omgang at få oprejsning, trøst og opmærksomhed ind i at nogle af de ting, du har oplevet ikke var i orden.

Punktum.

Accept og tilgivelse er to helt afgørende trin i processen med at vikle dig ud af fortiden og efterlade de ting, der ikke tjener dig længere. 

Men det er altså også de sidste trin i samme proces . Det er altså ikke ved accept og tilgivelse, du starter!

 

 

Forskellen på selvværd og selvtillid

 

Ærligt: Det har taget lang tid for mig at acceptere og tilgive de skole år og den klasselærer.

Når jeg ser i bakspejlet, er det næsten ulideligt tydeligt, hvordan de erfaringer og mødet med denne specifikke voksne lagde kimen til alt for mange år med et selvværd, der kunne skrabes op fra gulvet.

Jeg har altid haft selvtillid for 2, men selvværd er altså slet ikke det samme som selvtillid.

Du har selvtillid når du tror på dine evner.

Det at du ved, at du er god til noget.

Selvværdet kommer af at føle dig elsket præcis for, og som, den du er.

 

 

 

Selvværd handler om den opfattelse du har af dig selv, og det du tænker om dig selv som menneske.

 

Dit selvværd er den værdi du tillægger dig selv sammen med de overbevisninger, du har om dig selv.

 

 

Den gode nyhed er, at det altid er muligt at påvirke og arbejde med dit selvværd og også din selvtillid, hvis du ikke føler, det er godt nok nu.

Et godt selvværd kan udvikles hele livet.

Det ved jeg alt om!

 

 

Tag magten tilbage og skriv din historie om

 

Jeg samler på historie – mine egne, min families og mine klienters historier.

Der er så meget guld i din historie – også selvom den har mørke perioder og dybe dale, hvor der bor smerte, sorg og savn.

I næsten 20 år fortalte jeg den samme historie til og om mig selv, som den klasselærer havde fået mig til at tro på:

 

  • At jeg skulle skamme mig
  • At jeg nok ikke var god nok
  • At jeg var FOR glad.
  • Og at jeg skulle holde op med at ’se’ folk, for det var noget forkert ved mig, at jeg kunne det.

 

Er det også noget du kan genkende?

Det er her, jeg personligt skal finde de første afgørende kim til mine selvsaboterende adfærdsmønstre i voksen livet.

De har virkelig kostet mig meget, de mønstre.

Du skal forstå, at det mindset var blevet slået fast med 7 tommer søm der i de mindre klasser i folkeskolen.

Faktisk var min tiltro til mig selv så lav, at jeg sagtens kunne bilde mig selv ind, at det jo nok VAR mig, der havde været forkert den anden dag i klassen – selvom jeg var syg hjemme og ikke en gang havde været der!

Så stærkt er vores tankesæt altså.

Det fantastiske er, at du kan ændre det tankesæt.

 

 

Spejløvelsen

 

En af de øvelser, jeg selv holder af at bruge, er Spejløvelsen, som Louise Hay er ophavskvinde til (www.louisehay.com).

Det er også en øvelse, jeg bruger i mange af mine forløb med mine klienter i dag

 

sandheden om at have et lavt selvværd

 

Det er en fantastisk effektiv og enkel øvelse:

I øvelsen giver du dig selv alt den kærlighed i ord, du overhovedet har brug for!

Og når du laver Spejløvelsen regelmæssigt – gerne flere gange om dagen, så smitter det af ikke bare på dig selv, men også på dine omgivelser, tro mig.

Jeg vil dog lige tilføje, at jeg ind i mellem oplever mine klienter fortælle, at de kan have svært ved at mærke Spejløvelsen.

Det kan simpelthen være svært at komme ned i kroppen og få kontakt til dit selvværd og få lov til at fylde din indre selvværdsbeholder op.

Så kan det hjælpe at tilføje støttesætningen: "Jeg elsker følelsen af, at ... " til de kærlige ting, du ellers siger til dig selv, f.eks:

 

Jeg elsker følelsen af, at .. jeg ER god og rigtig og fin og ELSKET

 

Den lille for-sætning åbner for din adgang til din krop og dit hjerte. Du aktiverer ganske enkelt dine følelser ved at italesætte dem!

 

Jeg vil også pointere, at Spejløvelsen og positive modtanker i det hele taget, kan bruges til at styrke dig her og nu, men at de ikke kan reparere dine dybere traumatiske oplevelser med svigt og manglende kærlighed i din barndom.

 

PS: I øvrigt er jeg ikke selv så god til at få spejlet med i øvelsen.

Men det vigtigste er også den indre dialog med mig selv, hvor jeg fuldstændig skamløst og livsbekræftende overøser mig selv med kærlighedserklæringer og ord om, at jeg ER god, og rigtig, og fin, og at jeg er skøn og dejlig, fordi jeg er glad og levende og har noget på hjerte!

For det har jeg.

Og det er jeg.

 

Og det er du også ♥

 

Fik du læst indlægget >>>>> Kan lavt selvværd, manglende livsglæde og kriser smiles væk?

 

Sandheden om at have et lavt selvværd

Karin Søsted

 

 

 

 

 

2 Comments

  1. Anna den 20. juni 2015 kl. 8:35

    Hvor jeg kender det du skriver om. Kunne være min historie. Jeg har i dag selv klienter i coaching og psykoterapi. Dem giver jeg også et skema med hjem hvor de skal udfylde 3 spørgsmål hver dag.
    1: “Hvad har jeg gjort godt (for mig selv) i dag?
    2: hvad er jeg taknemmelig for
    3: hvad behøver jeg hjælp til?
    Disse spørgsmål hjælper til at se det positive i dig og din hverdag.
    Spejløvelsen er også super. Ret grænseoverskridende for nogen.
    Tak for godt indlæg.
    Kærlig hilsen
    Anna Østergaard. Herning.

    • Karin den 20. juni 2015 kl. 10:30

      Kære Anna.
      Tusind tak for din kommentar og fordi du deler nogle af de værktøjer du bruger i dit arbejde med selvværd.
      Og ja – jeg ved, at min historie kunne være mange kvinders historie.
      Det er simpelthen så afgørende, at vi får fortalt de historier, så vi får givet os selv og hinanden muligheden for at skrive dem om og få dem spejlet.
      Der ligger en enorm healing og befrielse i at dele vores smerte, skam eller skyld med andre.
      – Og det er også i den åbne fortælling, vi kan finde styrken og støtten til at skrive de historier om, som for alt for mange kvinders vedkommende koster alt for meget i det liv, de ikke får levet netop på grund af historien.
      Kærlig hilsen Karin

Efterlad en kommentar





ks-thepowerfulintent

The Powerful Intent

Jeg hedder Karin Søsted, og er Life coach & StressMaster med speciale i selvværd og selvsabotage.

Jeg tilbyder 1:1 sessioner både med klassisk coaching, coaching målrettet at finde dine passioner og coaching til højere selvværd og øget livsglæde.

[thrive_lead_lock id='3172']Hidden Content[/thrive_lead_lock]

LÆR AT TAKKE NEJ, OG PRIORITERE DE TING DU SELV HAR LYST TIL

Lær at sige nej & finde modet til at være den du er, og stå ved det.

Fordi du og dit liv er det værd.

MINE 3 MEST POPULÆRE BLOGINDLÆG

Fra selvudslættelse til

superegoist

3 tip til

ferie uden stress

Myten om

at du kan tage hensyn til alle