Skal andre bestemme, hvor din grænse går?

Hvorfor lader du andre bestemme, hvor din grænse går?

 

Rigtige mange kvinder jeg møder, kan ikke lide at sætte grænser eller sige fra, fordi de er bange for at komme til at træde andre over tæerne.

Kunne det også være dig?

Jeg tænkte det nok.

Har du nogensinde overvejet, hvorfor du tænker sådan og om det overhovedet er sandt?

Hvem er det egentlig, der afgør, hvor dine grænser går og hvad du skal være med til?

---

 

Vi er slemme til at bilde os selv ind, at vi har en enorm indflydelse på andre menneskers liv, lykke, følelser og humør.

Samtidig med at vi går rundt og overbeviser os selv om, at på den anden siden til gengæld ingen indflydelse har på vores eget liv!

At vi selv er afhængige af alle mulige andre både mennesker og ydre omstændigheder.

Og så bliver det også sådan.

Du kommer til at rode rundt ovre i alle andre menneskers følelser, meninger og holdninger.

På bekostning af dig selv.

I sidste uge havde jeg en walk-and-talk session med en kvinde, som har været i 1:1 forløb siden begyndelsen af marts, som sagde:

 

Nu tænker jeg ikke mere, at jeg hele tiden skal passe på mig selv – jeg skal have modet til at være mig selv!”

 

“Godt for dig” tænkte jeg

 

Personligt har jeg altid været god til at sige fra og til at ‘sige mine behov‘, som en kær veninde en gang sagde til mig!

Men du skal ikke lade dig narre:

Selvom jeg er god til at sige, hvad jeg vil være med til og især ikke være med til, så kan jeg også få ondt i maven og ligge søvnløs over, om jeg nu var for meget, egoistisk, forkert eller hvad det nu er, vi bebrejder os selv, når vi for én gangs skyld ikke bare lod alle andre sætte dagsordenen.

Sagen er, at det ikke skal få mig til at holde op med det.

Det pudsige er nemlig, at det slet ikke er det, ‘de andre’ gør eller deres reaktion på at vi siger til og fra, det handler om.

Det er dig og mig, der selv lader deres reaktioner påvirke os og forhindre os i at sige til og fra, fordi vi blandt andet er styrede af en masse begrænsende overbevisninger fra fortiden.

Jo, den er god nok og ja, det kan være lidt træls at skulle erkende:

Det er dig selv, der ender med at lade andres behov og dagsorden bestemme din.

Hvis du altså ikke beslutter dig for at holde op med det og i stedet begynder at øve dig på at mærke og markere dine grænser, og ‘sige dine behov‘!

 

---

 

Jeg ved, at det kan være svært.

Jeg ved, at det kræver selvindsigt og øvelse.

Jeg ved, at det kræver mod – som per definition kræver, at du er bange for det!

At sige fra er et valg, du træffer.

Det er en beslutning, du skal tage.

 

Derfor kommer jeg også inden længe med e-bogen:

 

” Når grænsen er god, – Sådan lærer du at sige til og fra”

 

Til kvinder, der vil finde modet til at få sagt nej.

Også i de situationer, hvor det giver dig hjertebanken og ondt i maven, så du i stedet kan hvile i dig selv og føle, at du lever frit, uafhængigt og i oprigtighed med dig selv.

Jeg glæder mig til få bogen ud til dig, der bare gerne vil sige mere nej og også tage hensyn til dig selv uden at være ved at dø af dårlig samvittighed bagefter.