Birgit og den manglende balance
Om at finde balancen og fodfæstet i sit eget liv og endelig finde den ro, der skulle til for at mærke og LYTTE til sig selv
Jeg hedder Birgit Leth Sørensen. Jeg er 44 år, fraskilt og bor i Viborg. Jeg har en søn på 26 og en datter på 23 år. Jeg er cand.mag. i dansk og førtidspensionist.
Fuld damp på kedlen
Jeg var dygtig i skolen.
Bogligt stærk, som det hed dengang i 80'erne.
Det faldt mig nemt at tilegne mig viden og jeg elskede at gå i skole, - elskede at lære.
Og jeg løb. Ikke i bogstavelig forstand men jeg løb og knoklede for at blive bedre, helst den bedste, hvad end det drejede sig om fagene i skolen eller andre ting.
Jeg har også en medfødt skoliose og er født med 3 ryghvirvler for meget, så min rygsøjle er s-formet og roterer flere steder.
Jeg har haft rygsmerter og mindre begrænsninger i bevægeapparatet, så længe jeg kan huske, men jeg har også haft en stædighed og jernvilje til ikke at lade kroppen begrænse mig.
Jeg svømmede, jeg red, jeg var 2 år på efterskole og fortsatte i gymnasiet - og jeg løb.
Knoklede.
Præstation for præstationens skyld!
Jeg ville bevise overfor verden - og mest af alt overfor mig selv - at jeg kunne alt, hvad jeg satte mig for.
I 1.G i gymnasiet blev jeg gravid. Jeg flyttede sammen med min kæreste, fortsatte i skolen og fødte vores søn midt i 2.G.
Jeg holdt 3 måneders barselsorlov, men lavede (naturligvis) alle afleveringsopgaver, så jeg ikke blev forsinket i min uddannelse. Da vores søn var 3 måneder gammel, kom han i dagpleje, og jeg gik tilbage til skolebænken.
Og jeg løb. Igen.
Jeg fik moderskab, ægteskab og gymnasium til at gå op i en højere enhed, og jeg blev student til normal tid.
Efter gymnasiet fik vi vores datter.
Jeg "tillod" mig et helt års barsel og startede så på universitetet, da vores børn var hhv. 1 og 3 år gamle.
Jeg havde mand, børn, hus og dyr samt sociale forpligtelser overfor familie og venner.
Og jeg fik min cand.mag. i hus!
Jeg var ved at knokle mig ihjel
Efter universitetet fik jeg en kort ledighedsperiode, og straks blev jeg rastløs, tungsindig og utilpas.
Det var ikke rart for mig at være i ro og langsommelighed. Jeg måtte gøre noget og startede egen virksomhed.
Det var gode og givende år, mens jeg drev mit konsulentfirma, og min mand og jeg stod sammen om at få kabalen familieliv til at gå op.
Min mand arbejde 37 timer, og jeg rundede en 80 timers arbejdsuge.
Jeg følte mig betydningsfuld, engageret og i gang med noget stort og vigtigt, og det det gik også rigtig godt.
Indtil filmen pludselig knækkede i maj 2005...
Pludselig blev jeg syg
Vores søn var netop blevet konfirmeret, og pludselig blev jeg syg.
Jeg rystede, havde voldsomme mavesmerter, var hundedårlig og inden jeg fik set mig om, lå jeg i en hospitalsseng med intravenøs næring, mens jeg blev underkastet et utal af undersøgelser.
Der var intet galt. Jeg fejlede ikke noget.
I hvert fald ikke en konkret fysisk sygdom, som man kunne måle og undersøge sig frem til.
Det gav slet ikke mening for mig.
En sygeplejerske nævnte, at hun troede, det var stress.
Hun var bange for at se mig igen inden længe, hvis jeg ikke ændrede mit liv radikalt.
Jeg blev så vred!
Hvor vovede hun at antyde, at jeg ikke fejlede noget alvorligt?! Dengang var stress, i mine øjne, et smart ord for at være svag og pylret, og det skulle ingen beskylde mig for at være!
Jeg lærte lektien på den hårde måde
Sygdommen ville ikke slippe sit tag i mig, og jeg måtte efter et par måneder indse, at jeg ikke kunne drive mit konsulentfirma videre.
Det var umuligt at være bundet op på lange kursusdage og undervise i 6-8 timer, - min krop var alt for svag, jeg tabte mig og jeg havde udefinerbare smerter i led og muskler.
Men så fik jeg en idé!
Min mand og jeg brugte vores sparsomme fritid på hundetræning, så det lå lige til højrebenet at købe en hundepension.
Det var smart:
Så kunne jeg arbejde hjemme, hvile midt på dagen og holde min krop og min skæve ryg stærk ved at gå lufteture med hundene!
Der var kun ét problem ved det: Jeg løb videre!
Jeg knoklede som en hest for hele tiden at løfte min virksomhed og før jeg så mig om, havde jeg en arbejdsuge på små 100 timer med hårdt fysisk arbejde.
Jeg afstod fra familiesammenkomster og ALT andet og viede alle mine vågne timer til virksomheden.
Det gik rigtig godt - indtil jeg, efter knap 2 år med succes og travlhed, vågnede op med en hævet fod, som skulle vise sig at blive begyndelsen på rejsen mod afslutningen af mit arbejdsliv.
Man kan ikke flygte fra sig selv
Der skulle gå knap 4 år fra den decembermorgen, og noget så uskyldigt som en øm og hævet fod, før jeg stod med en førtidspension i hånden og et alt for kort arbejdsliv, som nu var forbi.
En 4 år lang rejse, hvor min krop bid for bid lukkede ned med invaliderende smerter til følge.
Men også en rejse, hvor jeg fik mange gaver foræret undervejs.
Et 3 ugers ophold på smertecenter og derefter intensivt psykologforløb blev store vendepunkter i mit liv.
Jeg var blevet kronisk smertepatient og mit nervesystem var ødelagt efter at have været under massiv stresspåvirkning så længe, at alarmtilstanden var blevet permanent.
Smerterne var altså kommet for at blive, og jeg blev tvunget til at se mig selv og mit liv i øjnene.
Blev tvunget til at indse hvorfor jeg hele mit liv havde løbet så stærkt:
Jeg løb fra min sensitivitet, som jeg hverken forstod eller kunne rumme.
Jeg løb fra erkendelsen af, at jeg måtte tage vare på min krop og min skæve ryg og acceptere, at jeg var givet nogle anderledes fysiske forudsætninger end flertallet.
Jeg løb fra min stærke intuition og min tænksomme sjæl, som jeg ikke vidste, hvad jeg skulle stille op med.
Jeg forsøgte at løbe fra mig selv.
Et godt liv på trods
I dag bor jeg alene for første gang, og jeg har fået skabt en indholdsrig hverdag udenfor arbejdsmarkedet.
Jeg er stadig på vej, men jeg er i øjeblikket i gang med at skrive en bog.
Primært som et led i min egen proces, men også i håbet om, at min historie og mine dyrekøbte erfaringer kan inspirere og hjælpe andre:
Enten til at stoppe op i tide eller til at få det bedst mulige ud af livet, når skaden er sket.
Jeg har flere gange holdt oplæg om, hvordan det er at leve med kroniske smerter, og hvordan jeg lykkes med at skabe et rigtig godt liv, smerterne til trods. Den slags vil jeg gerne gøre mere af.
Personligt har jeg meget mere at bidrage med, nu hvor jeg tør mærke mig selv og være nærværende i livet.
Jeg har meget på hjerte, og jeg er ikke færdig med at sætte mit aftryk. Jeg har nogle særlige hensyn at tage til min krop, men det er ikke ensbetydende med, at jeg skal lægge mig fladt på ryggen og lade livet passere mig forbi.
Der er stadig så meget godt i tilværelsen, selvom jeg er underlagt nogle nye og anderledes livsvilkår og jeg er færdig med at præstere for præstationens skyld!
Nu sætter jeg ting i gang, som fylder mig med glæde og begejstring.
Jeg dyrker det, der giver mening og dyb personlig tilfredsstillelse for mig - i den udstrækning kroppen kan klare, og i et helt andet tempo end før!
Det er en øvelse for mig hver eneste dag og det vil det nok ved med at være.
Men det handlede om at finde balancen.
♥ Birgits møde med mig ligger mere end 2 år tilbage, hvor hun meldte sig til mit nyhedsbrev.
Vendepunktet for Birgit blev en gratis afklarende session med mig efter at have lyttet med på et af mine webinarer , hvor Birgit besluttede sig for at begynde i et passionsforløb hos mig.
Birgit er, på trods af sine helbredsmæssige omstændigheder, et af de smukkeste, mest givende, vedholdende og seje mennesker jeg nogensinde har mødt, - må hendes historie inspirerer dig ♥
Smukt at dele !!! Jeg kender Birgit, hun er et skønt menneske! Hendes historie er vigtig gor os andre st lære af, tør vi mon det? Standse op og forstå os selv, vore motiver for at overtræde egne grænser, når/ hvis vi gør det?!
Tak for bidraget Birgit. Kh Annette
Ja, Annette – tør vi? Det paradoksale er, at vi kan læse Birgits historie og stadig ikke selv turde. Ikke fordi vi er dårlige mennesker, eller uden rygrad eller lyst til det. Men fordi der netop, som Birgit fortæller og du også skriver, er noget, vi er nødt til at have modet til at blive bevidste om, FØR vi kan ændre på det. Min tanke er, at det ganske enkelt skal være vigtigt nok for os hver især, før vi erkender, at vi enten handler og gør noget ved det, der ikke stemmer i vores liv – eller ende med at miste os selv. Birgit er om nogen et bevis på, at det er muligt at ændre kursen på et lilv på vej ned i afgrunden – når vi vil og når det er vigtigt nok :-*. Kh. Karin
Mange tak, Annette. Jeg husker, hvordan jeg fejede det til side som ubetydeligt, når mine alarmklokker bimlede højlydt “et sted derinde”. Jeg kan kun tilslutte mig Karins udsagn om, at det skal være vigtigt nok for os, før vi tør handle på det. Min erfaring er dog, at livet har en finurlig evne til at stikke os en lige højre, hvis vi overhører alarmklokkerne tilpas længe, og så kan der være rigtig lang vej op igen! Det er en styrke at turde mærke efter og handle i tide… <3
Kh. Birgit
It was a miracle that we meet at Standal plantage. You are a powerwoman and I am blessed with you as a friend. You truly are an inspiration.
Dear Saskia. I will send you commentent for Birgit to answer <3 Miracles doesn't happen that often, but we often forget to be greatfull for each other, so thank you for sharing your beautiful comment, Saskia :-* Kh. Karin
Thank you, dear Saskia! Your warm words make me very happy! I wish you all the best <3
Chapeau til dig, Birgit, for et indlæg, der fremkalder så mange tanker, at disse få linjer bliver det hele for nu. Hvilket mod det har krævet – og en umage, der ligger bag (jeg er jo også så heldig at kende dig). At det er velskrevet – nærmest elegant, det er ingen overraskelse. Men modet…. 6 lysende stjerner ud af 6 fra mig til dig. Kærligst/Dorthe
Hvor er det skønt at se den modtagelse. Jeg sender din kommentar videre til Birgit, Dorthe <3.
Tusind tak for de fine ord, Dorthe! Og tak fordi du læste med!
Kh. Birgit
Tusind TAK for deling kære Birgit ❤️og til dig kære Karin for muligheden for at vi kan lære af hinanden❤️ At vi netop tør vise vores sårbarhed i alt den snak om robusthed er for mig en vigtig værdi. At vise både os selv og hinanden at vi i vores sårbarhed også har en stor styrke gemt? Jeg er personligt dybt taknemmelig for denne indsigt og for at I begge deler jeres personlige historier.
Af ❤️ TAK
Åh selv tak, kære Lone <3 Hvis jeg selv havde vidst... eller andre havde turde dele sig selv langt mere, da jeg selv stod der, så havde det måske ikke været nødvendigt at det hele skulle gå så voldsomt til for mit vedkommende. I dag ville jeg jo ikke have undværet noget. Men sådan så jeg jo ikke på det, da jeg stod midt i det, det er de færreste af os, der gør det, som Birgit's fortælling også viser :-*
Tak for de smukke ord, Lone. Det glæder mig inderligt, at min historie giver mening og stof til eftertanke! For mig har det været tvingende nødvendigt og også enormt givende at finde ind til balancen mellem styrken og sårbarheden, for at jeg kan trives og have det gode liv. Det er desværre ofte os selv, der lægger mest pres på os – for at bevise hvad?! Jeg har besluttet, at jeg er god nok! På trods af de ting jeg ikke længere kan OG i kraft af alt det jeg fortsat har at give! Alt det bedste til dig <3
Kh. Birgit